SMAGSPRØVEN! -Intercombio con la comunidad Zacamil

Denne weekend var en forsmag på hvad de næste 3 måneder vil byde os. Gabriella og jeg skal dele lokalfamilie henover weekenden. Moderen Maria tager pænt imod os og bærer vores 19,8 liter vandflaske op på hovedet og sætter farten mod vores nye hjem. I hjemmet venter to smukke og generte døtre Stephanie på 15 og Jasmin 13.  I hjemmet venter også aftensmaden og det overraskende er at maden består af det vi får til morgenmad hjemme på platformen. Nemlig røræg, bønnemos, tortillas, stegte bananer og smørreost. Det er bestemt ikke dårligt, men tilberedte bananerne bliver nok aldrig helt min favorit. Kaffen er sukkersød og jeg får tåre i øjnene, da køkkenet oser ud af sort røg. Efter aftensmaden bliver vi vist rundt og der er både have, toilet, bad, et lille og et stort værelse, samt stue. Vi bliver begge overrasket over, hvor godt de har det.  Ude i haven får jeg øje på det mærkeligste jeg længe har set, nemlig samtlige høns sovende oppe i et træ. Det har jeg alligevel aldrig set og det var ikke engang mørkt udenfor. Inden vi går i seng ser vi soap opera med en masse drama og jeg begynder at se frem til at en god nattesøvn efter alle de nye indtryk. 

Dagen efter er vi klar på at arbejde i marken, men inden da får vi morgenmad der igen består af tortillas, bønner og også avokado og småkager. Maria fylder op med mad hver gang vi er ved at blive færdig, så man næsten ikke kan presse mere ned. På vej ud til marken ser vi brune køer med lange kaninøre og vi kæmper os igennem hegn og skov. Jeg begynder at fortryde at jeg har små shorts og klipklapper på, da vi går blandt majsplanterne og klipper blomsterne af, så hønsene kan få mad.  Marken er ujævn og hver gang hænderne er fulde, går man tilbage til bunken. Jeg tænker at det ville være mere funktionelt at gå rundt med sin egen en kurv, men tingene er anderledes her. Efter en time, hvor solen står højt på himlen og kroppen er ved at være træt, sætter Maria et tungt læs brænde op på hovedet og så går turen hjem. Jeg tænker for mig selv, at min egen indsats i marken virker en smule ynkelig ved siden af.  

 


Min nabo Oscar på tyve, viser os rundt i landsbyen og er som en af de eneste engelsktalende. Efter rundturen fortæller han mig om sin søskende flok på ni, hvor kun en af dem er en pige. Da vi kommer dybere i samtalen om hans familie, finder jeg ud af at hans ældste bror døde, da han var baby og at den n-næste døde under borgerkrigen. De to efterfølgende drak og begik selvmord efter at have været med i krigen. Dette fik mig virkelig til at forstå, hvor meget krigen har haft indflydelse på hver enkelt familie og selvom det er tyve år siden er krigen stadig involveret i deres liv.  Oscar læser på universitet i San Salvador og fortæller dog opmuntrende at han er glad for livet og siger de oplevelser han har haft, gør at han vil prøve at få det bedste ud af livet.

Under siesta slapper vi af i hængekøjen og lytter til gode gamle Bob Marley og om aftenen tager vi med landsbyen til Festival del Cerro de Guazapa 2012. En stemningsfuld festival der fejrer freden på den beboede vulkanen vi var oppe og vandre på. Det var fedt at se så mange glade mennesker og at høre os musik og det fedeste var at vi efterhånden kendte en del ansigter.

Søndag formiddag stod vi for”Den grimme ælling”-workshop i landsbyen. Vi tog udgangspunkt i moralen om at føle sig anderledes og skabte 3 gode worksshops bestående af et teater/dansehold, tegne/byggehold og et snakke/diskussions-hold. Workshoppen var en succes og både voksne og børn hyggede sig. Efter en indtryksfuld og spændende weekend var det dejligt at vende hjem til platformen og specielt dejligt at få et rigtigt bad!