I weekenden var jeg til karneval i Oruru som ligger 3 timer herfra. Vi tog af sted kl. 3.00 om natten, så vi var sikre på at få siddepladser. Det er et kæmpe karneval med flotte kostumer og masker. Både mænd, kvinder og børn var med til at danse og spille i de hundredvis af parader. Aalborg Karneval kan vist godt gå hjem i forhold til dette ;) Karnevalet stod på lørdag, søndag, mandag og tirsdag som også er helligdage. Og der er tradition for at klæde sig ud (børn og unge) og kaste med vandballoner, barberskum og skyde med vandpistoler. I søndags var La Paz’ gader spærret af til parader og spas. My og jeg kom til at bevæge os ind i det og blev angrebet flere gange af barberskum. Folk havde det sjovt og stemningen var virkelig god!
Nu har jeg været i El Alto, Satelite i 3 uger. Her er meget anderledes end hvad vi er blevet forberedt på, El Alto i minder ikke om de andre latinamerikanske byer eller lande, da det både er koldt og her ikke er så uciviliseret. Vi bor på et bjerg i 4000 meters højde og bor i et utæt hus, hvor der er rigtig koldt om natten. De 3 andre danske volontører har været gode til tage imod os, givet os råd og vist og rundt. Vores familie er utrolige søde og gode til at tage os med rundt, hvis vi har lyst til det. Familien har også ret civiliseret, da de både har vaskemaskine, ordentligt toilet og tv og computer med internet.
Vi har også lært hovedstaden La Paz at kende som ligger i en dal lige ud for El Alto. Herfra er der flotte udsigtsposter ud over La Paz og de omkringliggende bjerge. Det tager ikke mere end 15-20min at kører ned til dalen med en trufi. Trufier er biler som kører faste ruter i området. Det koster kun 3,5 bs (1bs svarer til 80 øre) at komme til La Paz fra Satelite, men til gengæld kan man være uheldig og køre med en chauffør, som seriøst ikke burde have kørekort! Der er en del sving på vejene og nogle af trufierne tror godt man kan overhale i et sving, når bare man har dyttet.
I onsdags fik jeg endelig 90 dages visum. 3 af os havde rodet os ud i at nævne at vi var volontør i lufthavnen og dermed skulle betale arbejdsvisum for at være i landet. Enten giver de én et stempel med 90 dage eller også skriver de det med kuglepind. Det virker ret uprofessionelt! Derudover får man også en anden grøn seddel som også er visum. På den grønne seddel havde de skrevet ”volontør” så det ville blive svært at argumentere for sin sag på immigrationskontoret.
Der er mange volontør i El Alto området og det er de godt opmærksomme på og er derfor klar på at score nogle penge fra indrejsende. Så efter nogle råd fra den danske ambassade, fik vi thumps’up og et stempel fra en ”ikke- engelsktalende” mand fra immigrationskontoret, hvor der stod ”se presento”. Det betyder at have mødt op og var i virkeligheden ikke et visum, så til sidst tog en sød bolivianer med fra ambassaden og hjalp os. Men manden på immigrationskontoret ville kun give os 60 dage, og vi har et ophold her på 3 måneder. Så gik han til sidst med til vi fik taget kopier af alt dokumentation samt en rejseplan over at vi forlod Bolivia inden for 90 dage. Så vi gik på jagt efter både kopimaskiner og internetcaféer med printer. Til sidst fik vi 90 dage stempel i passet og på den grønne seddel.
Halleluja!
Jauque og Alex tur os en dag med til Alasita. Alasita er et marked for de "små". Et marked fyldt med ting og sager bare i små størrelser. Fx. kan man købe et lille hus og få lavet ritualer på det. Derefter kan man håbe på at få et hus i sin fremtid. Man kan også købe en hane eller en kylling, så får man forhåbentlig en kæreste i fremtiden. Ekoekko er statuen, som bærer alle de forskellige ting som findes på Alasita. Han er også et symbol på alle de ting, der er hver at ønske sig i fremtiden!'
Ved teatret var der virkelig fest i gaden! Omkring 50-100 mennesker dansede nationaldanse foran det store teater. Det var en fed oplevelser og det så ud til at de havde det sjovt.
Vi var også på et nationanemuseum, men de havde desværre lukket. I stedet så vi en af Bolivias nationaldanse. Bolivia har mange forskellige danse og mange fine kjoler, som de bl.a. optræder med til deres karneval. I weekenden skal jeg til et af de største karneval i Bolvia i Oruro.
d.5 feb var vi alle på shoppingtur med Jaque og hendes kæreste Alex. ”16 de Julio” er et amerikansk genbrugsmarked ude i det fri. Det vil sige at bolivianer, der har familie i USA og også amerikaner donerer brugte sko, jakker og bukser til familier, der kan sælge det videre her. Her er alle de velkendte mærker, men til gengæld er alle sko og alt det andet i kæmpe bunker i deres små boder. Jeg var på jagt efter løbesko, og det var svært at finde sin størrelse i bjerge af tennissko. For 140 bolivianers fik jeg et par billige pumasko.
Efter lidt tid kom en ond regnsky dryppende forbi. Jeg håbede det ville gå over efter lidt tid, men nej. Det blev ved og jeg måtte til sidst anskaffe mig et regnslag. Jaque, Alex, Jeppe og jeg løb fra stien hen til en bod med presenning tag. SPLASH! Ejeren af butikken skubbede med en pind og ned fossede vandet gennem den utætte presenning. Vandet strømmede som en flod, forbi pallerne vi stod på. Midt på stien stod My, Delal og Mathilde pludselig og kiggede hjælpeløse på os. ”kommer i ud, så vi kan tage hjem?” Men vi var fanget.
Regnskyldet var blevet til en flod og vi kom næppe nogen vegne. ”Mon regnen snart holder op? Og hvornår kommer vi hjem?” - Vi fandt en løsning! Ved at binde plastikposer på skoene og hoppe ud på stien og så bare løbe afsted! Iført regnslag og plastikposer så man virkelig dum ud og folk fandt det meget underholdene. Og det var lige hvad det var, en meget underholdende 16-de-julio-tur.
En aften spørg vi om der har boet andre frivillige før os. ”si, si, una chica de Alemania.” svare Jaque, vores ene værtsøster. Vi kigger undrende på hinanden ”Alamania?” ” Alamania es… un momento.” Jaque løber ud efter en oppustelig globus. Hun er ikke helt sikker på hvor det ligger men leder ihærdigt i både Sydamerika, Europa, Asien, Afrika tilbage til Europa, en kort tur til Antarktisk og Sydamerika igen. Til sidst opgiver hun og spørg Miguel, vores ene værtsbror. Han kommer ind på vores værelse og peger på globussen. Og gæt engang Alamania ligger lige under Danmark og hedder på dansk Tyskland.
Kan du sige bønne?
Vi skulle prøve at spørge familien om de spiste bønner her, fordi det gjorde de meget i El Salvador, men det var lidt problematisk idet vi ikke kunne huske hvordan man sagde bønne. Det resulterede i en meget lang og forvirrende forklaring med en masse fagter. Endnu svære blev det idet vi ikke lige kunne huske hvordan man sagde brun. Heldigvis gættede de det til sidst og vi glemmer aldrig at det hedder frijol.
Hvor er tomatsuppen?
Moren prøver at forklare os noget, jeg forstår det ikke helt, men fanger at det har noget at gøre med at spise. Hun bliver ved med at sige tomat og spørge om vi te gusta, som betyder at kunne lide. Aha, vi skal have tomat suppe, ”si si me gusta”.
Vi går ned i køkkenet for at spise, jeg er meget forvirret da de sætter en tallerken med ris, kød og kartoffel foran mig. Det her er da ikke tomatsuppe? Det er først da My og jeg er ude og gå om aftenen at det går op for Myat tomat også betyder at indtage. Så giver det hele lige pludselig meget mere mening.
50 timer til Indien
Jeg forklarer at jeg oprindelige kommer fra Indien, men bor i Danmark. Familien vil gerne vide hvor lang tid det tager at komme fra Danmark til Indien. ”cincuenta horas” Familien kigger meget mærkelig på os, og virke meget overraskede. Så meget er det da heller ikke. Vi finder så ud af at vi har sagt 50 og ikke de 15 som vi troede. Nu har vi lært os en smart huskeregl. Quence som er 15 lyder lidt som kind, så hver gang vi nu skal sige noget med 15 aer vi os selv på kinden.
I weekenden var vi på tur til Tiahuanacu-ruinerne. Vi besøgte et museum og så udgravninger af templet ”Pumapunku” og ”Kalasasaya”. Vi forstod desværre ikke så meget af vores engelsktalende bolivianske guide, men han var yderst underholdende og vi havde en rigtig sjov og interessant guide-tur.
Ivans fantasihule
Jeg har en kæmpe løvemaske på, jeg forvandler mig til noget fjollet og barnligt. Jeg bliver legesyg og lever mig ind i et andet univers, en fantasihule. Luk øjnene og forstil dig et hjem fyldt med unikke, orientalske og fantasifulde genstande. Masker, dukker og antik fra alle mulige lande. Her er der fyldt med fantasi og passion. Her bor Ivan, der er skaberen af COMPA og har den største passion for teater. Ivan tager mit kamera med sig op i en anden og hule og væk er han. Tilbage står Delal, Mathilde, My, Jeppe og jeg i hans køkken og kokkerer tyrkisk, indisk, og dansk mad. Dette er ”Casa de Loca” men føler man sig hjemme og her får man lyst til at lege. Stedet afspejler helt sikkert hans sind og får det barnlige frem i hver en gæst.
Efter længe ventet ankommer vi alle 5 volontører til Bolivia! Med jetlag og højdesyge kommer 3 af os igennem kontrollen uden 60 dags visum. Knap så god start…. Klokken er 00.35 og det er mørkt og koldt. En smule forvirrede og trætte kører vi mod COMPA (kulturhus), hvor vi skal overnatte til den næste morgen. Godnat!
Puh… hvor er det hårdt at gå op ned af trapper. Min krop føles som 100år! 4000meters højde er ikke lige til at spørge med. Selvom min krop føles sådan, har jeg sommerfugle i maven og er spændt på at møde min familie. MS Danmark og Platformen i El Salvador har forberedt mig på en masse, men næste jeg skal til at fortælle havde ingen af os forventet.
En kvinde ved navn Jaque siger Mys og mit navn og kalder os hen. My og jeg kigger på hinanden. ”Er det her en joke?” Vi går med hende og bliver præsenteret for vores nye hjem og fælles værelse. BOM! ”Er det her mon midlertidig?” ”Sagde MS ikke vi fik hver en familie i løbet af de 3 måneder?” siger vi og kigger på hinanden. Vi er begge lidt mundlamme over hvor lidt forberedte vi er på situationen.
Det hele er ret overvældende; ny kultur, nyt land, fælles familie, 95% af befolkningen spiser kød og her er koldt! Der er en masse nye indtryk jeg lige skal sluge og acceptere. Sammen med dårlig mave, et meget koldt toilet, højdesyge, ingen appetit og et lille savn til "trygge" El Salvador.
