Efter 14 timer ankom Cecilie, My og jeg til Cuzco, Peru uden signal på telefonen, uden Perus møntfod eller anelse om hvad kursen var og uden et booket hotel. Det virker måske som lidt af en impulsiv tur, men vi var ikke de eneste. To svenske piger stod i samme båd og vi besluttede os for at hjælpe hinanden. Pigerne havde været frivillige på et børnehjem i Cochabamba, Bolivia og vi havde derfor på mange måder meget tilfældes. Efter at have fundet et hotel til 40 kr om dagen, gik jagten på aftensmad, hvilket vi fandt på det hyggeligste pizzeria.
På vej til Cuzcos centrum blev vi overfaldet af samtlige sælgere. De solgte flotte malerier eller solbriller og nogle delte folder ud til alt fra chokolademuseum til massage. Selve byen var utrolig hyggelig og havde tydelige præg af ældre europæisk arkitektur. Her var der turister fra hele verden og det var klart at byen levede af dem, som kom for at se Machu Picchu.
Machu Picchu – Inkarigets smukkeste og helligste by
Kl. 3.45 begav vi os på denne lange tur ud til Machu Picchu. Med rygsækken pakket tog vi med en bus og efterfølgende en lang togtur. Da solen atter stod op blev den smukke natur med bjerge og jungle synlig. Vi skulle igen med en bus og da vi nåede toppen begyndte det at regne og det var meget overskyet. Vi havde en udmærket engelsktalende guide, men vejret ødelagde en smule koncentrationen og humøret. Der var enormt mange turister tilstede og klokken var kun 8.30. Det sjove var at alle havde plastikregnslag på i alle regnbuens farver og på langt afstand så det både sjovt og fedt ud u det ellers så tågede og triste vejr.Til gengæld var det rigtig spændende at høre historien om det fortryllende sted. ”Machu Picchu” betyder de høje bjerge. Ruinerne som førhen var en by var et af de eneste steder spanierne ikke havde ødelagt eller fundet, de det lå så gemt langt væk ude i junglen. Det eneste som havde ødelagt stedet var livet i junglen og selv jordskælvene havde byen overlevet. Inkaerne troede på at bjergene var mægtige og hjalp dem. Mange af dem mediterede og fandt styrke ved hjælp af bjergenes indre energier. Selvom peruanerne i dag er katolikker, vil de sige at bjergene beskytter dem.
Under guideturen tittede solen pludselig frem og vejret blev ganske glimrende. Efter guideturen gik vi rundt egen hånd. Vi fandt en græsplet og spiste frokost, men blev hurtig jaget væk af en vagt. Så vi måtte igennem labyrinter af ruiner før vi fandt et opholdssted. På langt afstand så ruinerne ikke ud af meget, men når man først begav sig rundt på egen hånd, var det pludselig en stor by. Meget af dagen sad vi og nød udsigten og den smukke natur. En gang imellem dukkede en regnbyge op, men det gjorde ikke spor for hver gang det skete kom en smuk regnbue frem :)
Hvor uheldig må man have lov at være
På vej hjem fra Peru, skulle vi igen af ved grænsekontrollen og tjekkes ud af Peru og ind i Bolivia. Men under køreturen havde Mys hånddisinficerende middel gået op og blevet hældt ud i hendes mavebælte og dermed også smurt ud over hendes pas. Det var derfor blevet ætset uden på og mange af hendes stempler var forsvundet. Vi kom fint ud af Perus immigrationskontor, men Bolivias var straks svære. Politiet grinte først af det og My måtte forklare at det lige var sket. Cecilie og jeg ventede længe på hende mens hun blev forhørt, til sidst gik vi ind til dem og viste at hun havde haft præcis de samme stempler som os. Men de alvorlige og fast besluttet på at passet var så beskadiget, at de ikke kunne give stempler, også selvom man kunne se hendes ID og ikke alle sider var beskadiget. De ville ikke lukke hende ind og sagde vi skulle tage tilbage til Peru, til den danske ambassade. Vi kiggede frustrerende på hinanden; vores bagage lå i en bus på Bolivias grænse, vi havde ingen penge, dette sted var virkelig øde og tilsyneladende uden en bank, hvordan skulle vi dog fange en bus her tilbage og hvor ligger ambassaden henne? Sikkert Lima og det er 2 dages rejse her fra. Dette var en forfærdelig beslutning de havde taget og en forfærdelig situation. Vi begyndte at tigge om vi ikke kunne gå til den danske ambassade i Bolivia lige så straks vi var ankommet i La Paz. Og da det var nytteløst og vi var ved at give op, gav de os lov! Pyhaaa, det var en lettelse! Vi hoppede på bussen igen og var alle tavse og i vores egne tanker.
Under turen hjem til La Paz kørte vi forbi den flotte og store Titicaca sø, det var et smukt syn. De vi kom frem, tog vi en taxa, men det viste sig heller ikke at være særligt nemt. Der var nemlig påske optog og trafikken var kaotisk. Vi måtte gå noget af vejen med de store rygsække på og da vi kom frem bestilt My et nyt pas. Men da de også har påskeferie derhjemme i Danmark, ville der gå op til 1 måned før det ville nå frem. Så nu er det spændende om hun får det før opholdet er slut, så vi kan rejse videre til Brasilien.
På vej til Cuzcos centrum blev vi overfaldet af samtlige sælgere. De solgte flotte malerier eller solbriller og nogle delte folder ud til alt fra chokolademuseum til massage. Selve byen var utrolig hyggelig og havde tydelige præg af ældre europæisk arkitektur. Her var der turister fra hele verden og det var klart at byen levede af dem, som kom for at se Machu Picchu. 
Under guideturen tittede solen pludselig frem og vejret blev ganske glimrende. Efter guideturen gik vi rundt egen hånd. Vi fandt en græsplet og spiste frokost, men blev hurtig jaget væk af en vagt. Så vi måtte igennem labyrinter af ruiner før vi fandt et opholdssted. På langt afstand så ruinerne ikke ud af meget, men når man først begav sig rundt på egen hånd, var det pludselig en stor by. Meget af dagen sad vi og nød udsigten og den smukke natur. En gang imellem dukkede en regnbyge op, men det gjorde ikke spor for hver gang det skete kom en smuk regnbue frem :)
På vej hjem fra Peru, skulle vi igen af ved grænsekontrollen og tjekkes ud af Peru og ind i Bolivia. Men under køreturen havde Mys hånddisinficerende middel gået op og blevet hældt ud i hendes mavebælte og dermed også smurt ud over hendes pas. Det var derfor blevet ætset uden på og mange af hendes stempler var forsvundet. Vi kom fint ud af Perus immigrationskontor, men Bolivias var straks svære. Politiet grinte først af det og My måtte forklare at det lige var sket. Cecilie og jeg ventede længe på hende mens hun blev forhørt, til sidst gik vi ind til dem og viste at hun havde haft præcis de samme stempler som os. Men de alvorlige og fast besluttet på at passet var så beskadiget, at de ikke kunne give stempler, også selvom man kunne se hendes ID og ikke alle sider var beskadiget. De ville ikke lukke hende ind og sagde vi skulle tage tilbage til Peru, til den danske ambassade. Vi kiggede frustrerende på hinanden; vores bagage lå i en bus på Bolivias grænse, vi havde ingen penge, dette sted var virkelig øde og tilsyneladende uden en bank, hvordan skulle vi dog fange en bus her tilbage og hvor ligger ambassaden henne? Sikkert Lima og det er 2 dages rejse her fra. Dette var en forfærdelig beslutning de havde taget og en forfærdelig situation. Vi begyndte at tigge om vi ikke kunne gå til den danske ambassade i Bolivia lige så straks vi var ankommet i La Paz. Og da det var nytteløst og vi var ved at give op, gav de os lov! Pyhaaa, det var en lettelse! Vi hoppede på bussen igen og var alle tavse og i vores egne tanker. 
Under turen hjem til La Paz kørte vi forbi den flotte og store Titicaca sø, det var et smukt syn. De vi kom frem, tog vi en taxa, men det viste sig heller ikke at være særligt nemt. Der var nemlig påske optog og trafikken var kaotisk. Vi måtte gå noget af vejen med de store rygsække på og da vi kom frem bestilt My et nyt pas. Men da de også har påskeferie derhjemme i Danmark, ville der gå op til 1 måned før det ville nå frem. Så nu er det spændende om hun får det før opholdet er slut, så vi kan rejse videre til Brasilien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar